For mindre end en måned siden blev Google Shopping gjort gratis i USA igen, og det forventes at blive en verdensomspændende opdatering inden udgangen af 2020. En stor nyhed for os, der arbejder med annoncering til daglig, men hvad betyder det for dig?
Skal jeg stoppe mine Shopping-annoncer?
Nej. Betalte Shopping-annoncer vil fortsat være de eneste Shopping ads i SERP’en, men du skal være forberedt på, at du skal kæmpe ekstra for pladserne i Google Shopping. Det forventes nemlig, at både de betalte og organiske Shopping-resultater vil indgå i karrusellen sammen - hvis vi altså tager udgangspunkt i, at Google lader sig inspirere af Amazons søgeside.
Det er dog ikke kun skidt. Opdateringen giver mulighed for at liste flere produkter, og du kan derfor tilbyde et mere komplet sortiment i Google Shopping, som du kan kombinere med en annonce-strategi på udvalgte produkter.
Hvad er Google Shopping, og hvad betyder det for mig?
Du kender nok bedst Google Shopping som den korte snippet, der dukker op, når du laver en produktsøgning på Google, men forvilder du dig ind i hele Google Shopping-fanen, åbner sig en verden af forskellige produkter, der relaterer sig til søgetermen. Indtil nu har det kun været for betalte annoncer, men med den nye opdatering begynder det at blive relevant selv for mindre virksomheder, der ønsker større synlighed.
Det er dog stadig uklart, hvordan den nye Shopping-forbrugeroplevelse præcist bliver bygget op, men Google giver et skøn i blogindlægget: It’s now free to sell on Google. Her fremgår det, at Shopping-annoncer fortsat vil fremgå i toppen, mens de organiske resultater kommer nedenfor – i hvert fald lidt endnu.
Hvordan kommer jeg i gang med Google Shopping?
Det hele foregår i Google Merchant Center, så hvis du ikke allerede har en profil her, er det en god idé at få oprettet – det er gratis. Derudover skal du overveje, hvilke oplysninger der skal fremgå ved hvert produkt. Du vil nemlig blive bedt om at opgive;
-
Produkt titel
-
Product ID
-
Kategori
-
Type
-
Tilgængelighed
-
Price
-
Billede
-
Link til din landingsside eller produktside
Husk, at du skal være skarp på at opdele dine kategorier mest muligt, da det typisk er på kategoriniveau, du skal byde ind på søgeord, hvis du har mange produkter, der ligner hinanden.
Sørg også for, at du linker Google Merchant Center til Google Ads, så har du nemlig taget det første spadestik forud for den store Google Shopping-opdatering. Vi må dog vente lidt endnu, før en gratis version af Google Shopping når til Danmark. Det skal dog ikke stoppe dig for at forberede dig allerede i dag.